Behovet religionen dækker

“Religion may well have been a deep illusion, but it was an importent illusion” – (Alain De Botton, School of Life)

Som en skeptiker, der har brudt med et omfattende religiøst fællesskab, har det været en lang og besværlig rejse at fylde det skabte tomrum ud med nyt indhold. Det har taget megen selverkendelse, at gå fra at tænke om alting som enten rigtigt eller forkert – til at indse eksistensen af den massive gråzone der eksisterer i mellemrummet – gråzonen man finder ved at spørge sig selv hvorfor man tror – og hvilke menneskelige behov der bliver dækket der igennem. Livet er, som ofte, mere kompliceret end først antaget.

Naiv aggression – Da jeg først gjorde op med det religiøse fællesskab, var jeg umoden i min attitude, og aggressiv (nærmest nihilistisk) i min modstand over for enhver form for religiøs tro. Jeg spurgte mig selv: “Hvordan kan disse mennesker ikke se manipulationen de udsættes for?” – Man fik følelsen af, at nogle mennesker bevidst valgte at lukke øjnene for visse sandheder, fordi konsekvenserne ville være for omfattende.

Uanset hvor skarpe, faktuelle og tydelige jeg forsøgte at konstruere mine argumenter, blev jeg ofte mødt af modstand. Det betragtede jeg i første omgang i min naivitet, som om at man enten var uærlig, for indoktrineret eller ikke intellektuelt i stand til at indse hvad, der i min overbevisning var, simple fakta. Jeg havde ikke selv indset helt hvor meget man mistede i bruddet med religionen; hvad jeg selv havde mistet. Den britiske biolog og debattør Richard Dawkins tager fejl, når han mener at videnskaben kan erstatte de behov vi tidligere fik opfyldt gennem religionen.

Hvad religionen tilbyder:

Et eksistentielt fællesskab: Religionerne har en enestående og unik evne til at samle folk. Ved det at samles så mange af samme grundlæggende eksistentialistiske overbevisning, synes fordelene utallige. Frem for alt tilbyder den mennesket følelsen af at høre til. Modsat fællesskabet som opstår blandt kammerater i den lokale badmintonklub eller i politiske selskaber, tillader det religiøse fællesskab en langt større fællesskabsfølelse, da den nedbryder barriererne mellem mennesker: Alle er i samme båd, med samme mål – gammel og ung, rig og fattig, osv..

(Hvorfor fællesskabet i sig selv er nødvendigt: Den franske samfundsforsker Emilé Durkheim beskriver, i hans teori om mekanisk solidaritet, hvordan mennesker tiltrækkes af hinanden, når de ligner hinanden. Ved ligheder opstår der et kollektiv. I et sådan samfund har man, ifølge Durkheim, en omfattende og stærk kollektiv bevidsthed (conscience collective). Det modsatte, det Durkheim kalder for organisk solidaritet, er det der afspejles i individualismen i det moderne samfund. Her opstår fællesskabet som følge af vores gensidige afhængighed til hinandens produkter. I Durkheims ‘Le Suicide’, beskrives hvordan netop denne individualisme ofte medfører menneskelig ulykke. At det moderne samfund ofte ikke formår at rumme det faktum, at livet bare nogle gange ER smertefuldt og trist, hvordan individualismen også medføre isolation. Det bliver set som en svaghed, frem for en naturlig del af det menneskelige liv.)

Tryghed og mening: I samme spor, på baggrund af fællesskabet, er det ikke op til den enkelte at danne mening af verdenen omkring én. Betydningen er fastsat. Man kan, i nogen grad, fralægge sig dele af livets ansvar og bekymring. Den absolutte morale, som religionen tilbyder, tillader at overgive sig til ‘noget større’. Når man fjerner dette, bliver det op til individet at forholde sig til spørgsmålet om godt og ondt. Om man så i virkeligheden baserer sin morale på denne baggrund kan diskuteres (om man baserer sit moralkompas på vers i bibelen, eller i højere grad den subjektive forståelse af dem, som bliver påvirket af alle forhold man møder i livet), men illusionen om den er vigtig for mange. At der er en ‘mening med det hele’, gennem absolutter. Der er tryghed at finde i, at overgive sig til en omnipotent gud, der ligefrem elsker dig.

Bevaring af traditionelle familieforhold i forhold til børneopdragelse: Med dette menes den typiske familie, bestående af far, mor og børn. Først, i forhold til børneopdragelsen, har børn brug for både en faderlig og moderlig rolle, for at få det bedste udgangspunkt for livet. Forskning viser at faderens rolle i barnets opvækst er mindst lige så vigtig for barnets udvikling, som moderens. (Det anbefales at undersøge følgende forskere, hvis man ønsker mere information om emnet: Per Schultz Jørgensen, Dion Sommer og Lars Dencik). Dette er ikke en fordømmelse af alternative familieformer, blot et argument for vigtigheden af påvirkning fra både far og mor.

Kilder:

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s