Gud er død, men folkekirken lever

Religionen resonerer i eftertiden

Gud er død, men folkekirken lever. Vi tror ikke længere, men det religiøse værdisæt hænger ved, som en sort sky over vestlig kultur. Det sekulariserede vesten har tilpasset og videreudviklet de kristne værdisæt til en sekulariseret verden, frem for at bryde de nu opløste rammer og bygge et nyt fundament. Selv ordet sekulær vidner om, at vi endnu ikke fuldt har defineret hvem vi er. Det er et begreb for, at forholde sig neutralt til religion. I stedet burde vi blot kunne definere os som humanister og mennesker. Men Danmark er dog langt fra et sekulariseret land. Grundlovens §4 siger således:

“Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten”

Dertil har vi et statsfinansieret teologisk fakultet til uddannelse af præster. Kristendomsundervisning i folkeskolen har ligeledes særstatus, uden krav om undervisning i hverken religionskritik eller religionsvidenskabelige metoder. Først fra 7. klasse er det obligatorisk, at undervise i andre livssyn. Dansk Folkepartis kirkeordfører, Christian Langballe, ser den kristne tro, som en fundamental og nødvendig hjørnesten af det danske samfund:

“[…] Den kultur, vi lever, er kristen. Det er der ingen af os, der ønsker at lave om på. Vi har indrettet vores samfund på baggrund af den kristne tro. Det er vigtigt, at skoleelever lærer dette. Om man derefter vil gå i kirke og tro på gud, er derefter op til folk selv. Det blander vi os ikke i. Vores kulturelle baggrund må vi dog ikke fornægte, ellers bliver vi kulturløse” (Christian Langballe, DF)

Nej, vi har ikke indrettet vores samfund efter den kristne tro. Særligt oplysningstiden, men også industrialiseringen og arbejderklassens bidrag til etableringen af velfærdsstaten, har haft langt større betydning for det danske samfund, eksempelvis i forhold til naturvidenskab og en rationalistisk tankegang. Demokratiske værdier, menneskers lighed og rettighed, ja, selv empati for menneskers næste, er ikke værdier der er opstået i kristendommen. Størstedelen af disse værdier opstår altså først langt senere. Per Bilde, Professor emeritus i religionsvidenskab, udfordrer tanken om den danske kultur, som påvirket af kristendommen:

“[…] Disse kristne agitatorer [har] ikke ret, når de argumenterer for, at Danmark uden kristendommen ville være et kulturløst samfund uden moral og højere idealer. Det forholder sig altså ikke sådan, at den danske kulturarv er specielt kristen. Det forholder sig snarere omvendt: Kristendommen er i sine mange forskellige udformninger altid dybt præget af den omgivende kultur. Dersom kristendommen i dag fremstår som mild og venlig, så skyldes det, at den, da tiden var moden, blev præget af denne europæiske kulturarv, som uafhængigt af kristendommen blev skabt i oplysningstiden. Før det skete, var kristendommen som bekendt i højere grad magtbegærlig, krigerisk, kætterjagende og intolerant” (Per Bilde 2014)

Danskernes værdier bygges altså i forvejen ikke på en kristen tradition, men i stedet på oplysning, individualisering og sekularisering. Skulle samfundet derimod bygges på et kristent fundament, kunne slaveriet eksempelvis endnu være en realitet. I mosebøgerne er der detaljerede beskrivelser af hvordan man skal holde slaver, hvilket Jesus i det nye testamente ikke gør op med. Tværtimod:

“Slaver, adlyd jeres jordiske herrer i alt, ikke som øjentjenere, der vil stå sig godt med mennesker, men af et oprigtigt hjerte i frygt for Herren” (Kolos. 3,22)

Til trods for at danskerne (gudskelov) ikke er vante kirkegængere, er langt størstedelen af os stadigvæk medlemmer af folkekirken. Den kristne morale benyttes til stadighed som et argument for “gode danske værdier”, til trods for, at mange nok har ringe indsigt i hvad der rent faktisk står i bibelen. Den er dybt utilstrækkelig, hvorfor det er paradoksalt at den ikke har sluppet sit tag på vesten.

Dualisme – Det gode og det onde

Dualismen er et klart eksempel på en tankegang, som hænger ved fra de religiøse traditioner. Det er blandt andet tanken om todeling, som det gode og det onde, himmel og helvede, lyset og mørket. I dette ligger idéen om eksistensen af noget absolut godt og noget absolut ondt. Intet i den menneskelige forstand er selvfølgelig absolut, men uden en kritisk tilgang til denne problemstilling, ville man nemmere kunne overbevises af overfladiske fjendebilleder og os-og-dem mentaliteter. Hvad der kan kaldes godt, handler udelukkende om perspektivet. Vi bekriger hinanden over hvad vi som mennesker bedst er tjent med. Et logisk argument ville være, at hvis noget i denne verden var absolut eller helt objektivt godt, ville alt være det – smerte og modgang ville ikke kunne eksistere. Et absolut gode ville tjene alt og alle, under alle forhold og betingelser, ligesom et absolut onde ville gøre det modsatte. Det er paradoksalt og uvidenskabeligt at kalde noget absolut og objektivt. Der findes ikke en handling, som er ubetinget god eller ond eller som ikke kan føre noget godt eller ondt med sig. Det afhænger af situationen. At føde børn kan bidrage til sult og overbefolkning. Kærlighed og forelskelse kan føre til smerte, længsel og had. Omvendt kan selv en voldtægt medføre noget positivt, som et kærligt og lykkeligt barn. Det kan altid vinkles. Derfor er perspektivet så vigtigt. Verden kan være forfærdelig, hvis alt du læser er unuanceret og simpelt.

Mens himmel og helvede nok næppe fylder meget hos det moderne menneske, har den kristne kultur stadig en klar påvirkning. For dualismen er også en adskillelse mellem mennesket og naturen. Med religiøse tanker kom idéen om, at vi ikke var af denne verden, og at vores egentlige jeg og bevidsthed, vores sjæl, skulle bestå i det hinsides. Mange af de egenskaber man tillagde bevidstheden blev forklaret med en sjæl, hvor vi i dag kan forklare det psykologisk, sociologisk og så videre. Vores bevidsthed har altså rod i det materielle. I dag ved vi at kroppen og psyken, mennesket og naturen, er uadskillelige – vi er en helt igennem integreret del af dette univers. Jeg har ikke en krop, jeg er en krop. Vi er ikke i os selv noget større, men en del af alt omkring os. Det stof der udgør os blev skabt i stjernerne. Som mennesker lever vi i, og ikke over denne verden. Vores mål og mening må derfor findes her, og ikke hisset.

(Dette indlæg følges af et indlæg om videnskabens utilstrækkelighed, og behovet for humanisme)

Litteratur

Reklamer

“Burkaforbuddet” – Frihedens selvmord

Anders Samuelsen har i dag, d. 6. oktober 2017, sat det endelige punktum i sagen om ‘burkaforbuddet’. Partiet (LA) har stemt for forbuddet, til trods for deres liberale grundholdninger. Nu bliver forbuddet altså til en realitet – og det bliver ulovligt at bære burkaer i det offentlige rum.

Uanset hvad man måtte tænke om burkaer, er det så den korrekte beslutning at forbyde det ved lov? Hvis man oprigtigt mener at disse kvinder er undertrykte, og mener at løsningen må være at integrere dem i samfundet – hvordan hjælper udgangsforbud, fængsel og bøder så disse undertrykte kvinder? Ja, man giver udtryk for at man som samfund ikke bryder sig om en sådan påklædning, men har det ikke en yderligere ekskluderende effekt at forbyde det ved lov? Læs mere “Burkaforbuddet” – Frihedens selvmord