“Burkaforbuddet” – Frihedens selvmord

Anders Samuelsen har i dag, d. 6. oktober 2017, sat det endelige punktum i sagen om ‘burkaforbuddet’. Partiet (LA) har stemt for forbuddet, til trods for deres liberale grundholdninger. Nu bliver forbuddet altså til en realitet – og det bliver ulovligt at bære burkaer i det offentlige rum.

Uanset hvad man måtte tænke om burkaer, er det så den korrekte beslutning at forbyde det ved lov? Hvis man oprigtigt mener at disse kvinder er undertrykte, og mener at løsningen må være at integrere dem i samfundet – hvordan hjælper udgangsforbud, fængsel og bøder så disse undertrykte kvinder? Ja, man giver udtryk for at man som samfund ikke bryder sig om en sådan påklædning, men har det ikke en yderligere ekskluderende effekt at forbyde det ved lov?

Jeg vil herunder nævne to eksempler på at forbud ikke virker – primært for at demonstrere at denne tilgang ikke blot er ineffektiv, men også at det kan have den modsatte effekt – tryk avler modtryk. Derfor vil jeg i dette indlæg ikke kommentere på hvorvidt pågældende påklædning er kvindeundertrykkende eller ej, men blot se på det som en ytring, som staten vil forbyde.

‘Der Stürmer’-retsagerne (1920-1930’erne)

I Tyskland i årene før 2. verdenskrig, eksisterede der et forbud mod antisemitisme. Det er unægteligt at dette forbud har bidraget til at bane vej i den politiske verden for Hitler. Julius Streicher, lederen af det ugentlige nazi-blad ‘Der Stürmer’, blev flere gange, og over en flerårig periode, trukket i retten på baggrund at den antisemitiske propaganda, hvilket tiltrak mediernes opmærksomhed, som resulterede i at nazi-bladet fik en masse fri presse. Den nazistiske propaganda blev nu beskrevet og spredt i de større medier – og fik derfra større opbakning. Forbud skabte større opmærksomhed og opbakning til det uønskede emne.

Der stürmer forside.jpg(Berygtet forside af ‘Der Stürmer’ fra 1934, som anklager jøderne for at myrde kristne, og tappe deres blod til brug i et religiøst ritual. (Calvin College))

Tyrkiet – Forbud fra Atatürk til Ergodan

Kemal Atatürk var inspireret af den franske revolution, og forsøgte efter Osmannerrigets kollaps at skabe et sekulariseret demokratisk Tyrkiet, hvor kirke og stat var adskilt. Man kan dog spørge sig selv, om Atatürks metode har været særligt effektiv, siden han som militærmand har haft en noget hårdhændet tilgang til fundamentalistisk islam. Et af forsøgende på at skabe sekularisme, blev at forbyde tørklæder på skoler og institutioner – hvilket skabte vrede og politisk modtryk hos modstanderne. Dette bidrog til den ustabile magt, hvor pendulet har svinget mellem en fundamentalistisk islamisk regering på den ene side, og adskillige militærkup (hver gang regeringen blev for konservativ) på den anden. Sidste gang fejlede kuppet dog, og nu lader det til at den islamiske regering har slået rødder med Ergodan i spidsen. Nu har Ergodan forbudt Darwins evolutionslære i skolerne – hvilket kan argumenteres for at være i samme ånd som Atatürk, trods hensigten er en anden. Forbud skaber politisk ustabilitet.

Demokratiets styrke

Til dette emne kan (tidligere redaktør på Jyllands-Posten) Flemming Roses bog ‘Hymne til Friheden’ varmt anbefales, da han kommer med en lang række detaljerede eksempler på netop det, at forbud ikke virker. Jeg påstår ikke at forbuddene har været den eneste faktor i disse problemstillinger, men at de har spillet en væsentlig rolle. Lad os bekæmpe de dårlige idéer med debat og bedre idéer. Ellers er det vel netop et tegn på, at vi ikke længere tror på fundamentet af vores eget demokrati – at oplysning og den frie debat skal lede os i den retning der er bedst for flertallet. Lad os ikke lade frygten råde. Som Jacob Mchangama fra tænketanken Justitia argumenterer i en artikel fra Kristeligt Dagblad:

“Et forbud afslører, at vi ikke stoler på, at vi kan løse problemet gennem vore institutioner, men må ty til straf.”

Det er i Danmark i dag ulovligt at udtale sig racistisk – og EU har forsøgt at gøre det ulovligt at stille spørgsmålstegn ved Holocaust. Har det forhindret eller bidraget til nynazisternes eksistens? Lad os undlade at lade os inspirere os af de totalitære samfund, som netop kræver en sådan påklædning.

Kilder:

 

Reklamer

Parisaftalen og Trump

Trump trækker USA ud af den globale klimaaftale

D. 1. juni 2017, meddelte præsident Trump, at USA ville trække sig fra Parisaftalen. Det til trods for at Trump blev valgt som præsident i det varmeste år i registreret historie. Trump påstår at aftalen, ikke er i de amerikanske virksomheders interesse:

Læs mere Parisaftalen og Trump

Behovet religionen dækker

“Religion may well have been a deep illusion, but it was an importent illusion” – (Alain De Botton, School of Life)

Som en skeptiker, der har brudt med et omfattende religiøst fællesskab, har det været en lang og besværlig rejse at fylde det skabte tomrum ud med nyt indhold. Det har taget megen selverkendelse, at gå fra at tænke om alting som enten rigtigt eller forkert – til at indse eksistensen af den massive gråzone der eksisterer i mellemrummet – gråzonen man finder ved at spørge sig selv hvorfor man tror – og hvilke menneskelige behov der bliver dækket der igennem. Livet er, som ofte, mere kompliceret end først antaget. Læs mere Behovet religionen dækker

Radikal feminisme – sin egen værste fjende

Er uligheden mellem mænd og kvinder, i forhold til eksempelvis løn og arbejde, bare et resultat af en social konstruktion, eller kunne der tænkes at være en anden årsag? Jeg vil i dette indlæg forsøge at placere hvad feminismen har udviklet sig til i dag, samt finde ud af om kvinder stadigvæk er undertrykte i den vestlige verden. Det er et bredt emne, så det kan godt ende med at tage nogle måneder, og fordele sig ud over flere indlæg.

Læs (TV2): “23-årige Camilla: Feminister får mig til at skamme mig over mit køn”

En lille video med “fantastiske” udtalelser fra feminister:

Feminismen i historien – Feminismen har unægteligt haft sin nødvendige rolle i historien, men jeg vil i dette indlæg argumentere for hvorfor denne bevægelse, i den vestlige verden, har mistet sin betydning. Læs mere Radikal feminisme – sin egen værste fjende