Kan et sekulariseret islam blive en realitet? (1/3)

Forord: Dette er min TEP (Tværfagligt eksamens projekt), under min uddannelse. Jeg har valgt at dele den her, da arbejdet har givet mig en bredere forståelse for nogle af nutidens store konflikter. Jeg har valgt at opdele den i tre afsnit, for at gøre den nemmere at forholde sig til, og da min synopsis også er delt i tre emner. 

Jeg vil forsøge at finde svar på problemstillingen om hvorvidt islam kan blive sekulariseret, i samme omfang som det er sket med kristendommen. Altså om man kan opbygge et samfund, hvori stat og religion er adskilt. I første omgang vil jeg redegøre for hvad islam selv påstår, via deres lov sharia, og om denne har udviklet sig i en moderniseret retning. Dernæst vil jeg tage udgangspunkt i et konkret eksempel, hvor jeg vil undersøge Atatürks forsøg på at adskille stat og religion i Tyrkiet, og i hvilket omfang dette er lykkedes. Til slut vil jeg ved hjælp af en række artikler, forsøge at vurdere i hvilket omfang et demokratisk islam kan lade sig gøre, og i så fald, hvad der skal til. 

Klassisk og moderne sharia

Sharia:

Religionen islam fokuserer både på livet før (Medina-tradition) og efter døden (Mekka-tradition). Vejledningen til livet før døden findes i sharia ”vejen, der fører til kilden” eller ”den lysende himmelhvælving”. I bred forstand dikterer sharia principielt alt i livet, også med hensyn til tro, de 5 søjler og livsmønster. I snæver forstand handler sharia om Gudsforholdet, hverdagslivet og samfundets lovgivning:

• Gudsforholdet: trosartikler (iman), søjlerne (ibadat), overgangsritualer, moral og håb for evigt liv. (Definerer hvad muslimske sekularister ønsker skal definere fremtidens islam).
• Hverdagslivet: korrekt føde, påklædning, kropshygiejne, takt og tone – alt. (At gøre alt til et gudsvelsignet handlingsmønster der efterlever ”den hellige tid”-paradigmet.)
• Lovgivning: familieret, strafferet, handelsret, statsret (ligesom Moseloven).

Sharia betyder både Guds åbenbarede vej, som ingen muslim kan tage afstand fra (ligesom hvis kristne skulle tage afstand fra kristus), samtidigt med at det er et resultat af fiqh (shariavidenskab), som er en forståelse eller indsigt som retslærde (faqiba) får ved at tolke lovens kilder (koranen, hadith, osv), og danner derfra konkrete love og regler.

Klassisk sharia:

Efter profeten Muhammeds død stoppede både hans åbenbaringer og hans sunna (levende eksempel). Det førte til at en række skriftkloge ildsjæle skabte en række lovskoler, der skulle fastslå præcis hvad Allahs Lov sagde, via ijtihad (intellektuel anstrengelse), på ethvert tænkeligt område. Hertil brugte man både koranen, hadith’er og en række andre metoder:

• Koranen: autoritær lovkilde, som er indiskutabel. Forkyndelse af Guds storhed, dommedagens nærhed, samt fjendtlighed mod profetens modstandere. 400 vers i koranen udtaler sig om lovgivning: handelsret, aftaleret, statsret, strafferet samt regler for rituelle pligter (søjlerne), og privatsret (arv, ægteskab, skilsmisse).
• Hadith: Fortællinger om profetens liv (sunna). Disse voksede hurtigt både i antal og betydning. Disse bruges til at tolke koranens udsagn, fx at frafald ikke bare skal straffes efter døden, men også med dødstraf. Bruges som selvstændig kilde i tilfælde som fx: omskæring og stening af utro.
• Andre kilder: I tilfælde hvor hverken Allah eller hans profet giver et svar, bruges analogier – tolket på forskellige måde afhængigt af skole, fx: et liv går altid forud for lov (spisereglerne brydes, hvis liv står på spil). Hvilke love skulle altså betragtes som ophævede/modificerede? (Det er her de store forskellige på shia- og sunni-muslimer kommer til udtryk).
• Skolerne: De skriftkloge fordelte sig på 4 sunni-lovskoler: Hanafi, Maliki, Shafii, Hanbali. Hver skole tolker individuelt på hvad sharia betød. Dog så de på hinandens løsninger som gyldige alternativer, frem for indbyrdes strid. Enhver tænkelig handling inddeles i 5 kategorier: obligatorisk/anbefalet/frivillig/forkastelig/forbudt

Moderne sharia:

Oplysningstiden bragte fokus på individualitet og sekularisme, og det lykkedes i bred forstand at adskille gud og stat i den vestlige verden.

• Sekularitet: Modsat kristendommen er islam derimod blevet grundlagt, ikke bare som en ny religion, men som et religiøst-politisk samfund, underlagt Allah.
• Individualitet: Alle skal stå til ansvar for deres eget liv på dommedag, men det kollektive er i fokus (søjlerne, livsmønsteret, sharia). Altså eksisterer der i islam en kollektivisme, med gruppen/lederen i centrum, der gør demokratiet meningsløst.
• Fremtidssyn: Lineær tænkning i Kristendommen – man ser frem mod det hinsidige, og kan med sekulariseringen tro på en bedre dennesidig Islam indeholder og denne længsel, men overskygges af cirkulær tænkning: Guds vejledning fra den lysende åbenbaringstid, skal helliggøre nutiden

Altså har Det Nye Testamente, modsat koranen, et større modernitetspotientiale. Oplysningstanken kommer alligevel til udtryk på følgende måde:

• Traditionalisme/wahhabisme/salafisme: fastholdelse af lovskolernes sharia-tolkning og tilbagevenden til fromme forfædre
• Islamisme: Et opgør med vesten, og et forsøg på at genskabe Guds hellige tid (idealsamfundet), med nyfortolket sharia – (Hvorfor oplysningstiden i den forstand havde en radikaliserende effekt på islam)
• Reformisme/modernisme: At nytolke sharias kilder i et bredt omfang, inspireret af vesten ideologi.
• Sekularisme: Opgøret med konservativ islam – ønsket om religionen som en personlig sag – (Tyrkiet v. Atatürk)

(Læs: Del 2, Del 3)

Kilder:

Bog: Jens Forman – Islam og muslimerne (Forlag: Systime)